Fra møbelaffald til DGNB Guld: Unikke glasvægge i frasorteret træ pryder KAB-Huset

Transparente rum med historie i materialet

KAB-Huset i København blev for nylig certificeret til DGNB Guld – en anerkendelse af et byggeri, hvor sociale, miljømæssige og økonomiske hensyn er tænkt ind fra første streg.

For Wallmakers er certificeringen samtidig en anledning til at genbesøge et projekt, hvor glasvæggene blev udviklet som en integreret del af arkitekturen. Her smeltede idé, materiale og håndværk sammen til noget særligt – og resultatet blev en historie om samarbejde, ansvarligt materialevalg og kompromisløs produktudvikling.

I husets atrium ligger 12 møderum som et åbent “dukkehus” mod bygningens indre. Her leverede Wallmakers glaspartier med rammer fremstillet af frasorteret fyrretræ fra møbelindustrien.

En ressourcebevidst løsning med synlig struktur og historie i årene, som sikrer et generøst lysindfald – og som skaber varme, transparens og sammenhæng mellem etager og funktioner. Systemet er modulopbygget og servicevenligt, så indretningen kan tilpasses over tid uden nedrivning – vigtige parametre i DGNB-certificeret byggeri, hvor ikke bare materialevalg, men også fremtidig anvendelse tæller.

En idé født af tidlig dialog

Løsningen opstod i den tidlige dialog mellem Wallmakers og Henning Larsen Architects, hvor ønsket var materialer med lang levetid, lave vedligeholdelseskrav og et varmt, menneskeligt udtryk. Frasorteret fyrretræ blev nøglematerialet og dannede grundlag for et skræddersyet glasvægssystem, der kombinerer varme, fleksibilitet, transparens, og akustisk komfort.

Samarbejdet er et eksempel på, hvordan de stærkeste løsninger opstår i mødet mellem arkitektens vision og producentens produktforståelse – og viser, hvordan glasvægge kan understøtte både arkitektur, trivsel og bæredygtighed i moderne kontorbyggeri.

Erfaringer videreført i nye projekter

Siden KAB-Huset har Wallmakers powered by DEKO videreført erfaringerne i en række nye projekter – bl.a. hos Rockwool HQ, Danmarks Skibskredit, Hotel Frihavnen, Hans Just Pakhus, Haus og Julemærkefondens Hus.

På tværs af projekterne er ambitionen den samme: skræddersyede designs, transparens og rummelig forløb med kombinationen af træ og glas, ansvarlige materialevalg, høj håndværksmæssig detaljering og modulære løsninger, der kan leve op til lyd- og brandtekniske krav.

Flere nyheder

Alle nyheder